Mit guideliv del 2

Jeg havnede altså på Fuerteventura, og det var en blandet oplevelse. Den dag jeg kom, blev jeg modtaget af mine nye kolleger. De var svenske, og jeg forstod INTET af, hvad de sagde. Jeg blev indlogeret på et hotel, fordi min guidelejlighed ikke var klar. Hele aftenen sad jeg og ventede på, at de andre skulle hente mig, så vi kunne komme ud og spise. Jeg ventede og ventede, endelig kom de, de havde nemlig glemt mig! Puha, jeg var så ked af det. Det var jeg faktisk det første lange stykke tid på den ø. "Faktisk så meget, at jeg græd hver dag og ville bare hjem..!"

Det blev heldigvis bedre, og da jeg endelig fik min elskede uniform, begyndte det at gå fremad.

Jeg elskede min fine uniform, og var pavestolt over den.

"Nu har jeg så været her 7 uger, og jeg må sige, at jeg nyder at være guide! Man oplever så ufatteligt mange ting, og lærer noget nyt hver eneste dag. Det er vildt spændende! F.eks var jeg en dag på sygehuset med en gæst og skulle oversætte. Puha, hvor var jeg nervøs, men det gik, og gæsten var meget taknemmelig. Ud over det, er jeg også ved at være stamgæst på politistationen, med gæster der har haft indbrud, så jeg får virkelig trænet mit spanske! skønt! Sidste men ikke mindst er jeg jo blevet en mester til svensk! ALT her foregår på svensk, så det ender vel med at jeg taler flydende svensk!" (det gjorde det næsten:-))

Hver uge var jeg guide på kamelsafarien som også indeholdt et loroshow (papegøje) Jeg hadede de forbandede fugle, men man måtte jo bare smile!

Min første lejlighed lå i et rigtigt skummelt område, og hver dag løb jeg op af trapperne og ind af døren, fordi jeg var så bange. Fy for den, det var ikke sjovt! Min mor var bestemt heller ikke glad og blev vist lidt nervøs for sin lille pige, da hun og min far var på besøg, og så hvordan jeg boede.

Fuerteventura blev aldrig rigtig min ø, men jeg lærte en masse og var stolt over at holde ud! Det var ikke nemt, og jeg havde tit lyst til at tage hjem. Da mine forældre var på besøg græd jeg som en stukket gris, da de reste hjem, og jeg var dybt ulykkelig. Men jeg holdt modet oppe, og så frem i mod sommeren, hvor jeg havde fået Kreta - Chania.